torsdag den 3. februar 2011

Glyptoteket og søde fristelser



Fransk kunst og desserter

Min kæreste inviterede på søde fristelser i Glyptotekets Palmehave. Det var slet ikke så tosset at få eksotiske himmelstrøg under den kolde februar himmel, med kulturinsprøjtning og søde franske kager samt desserter. 
Som min kloge oldemor lærte sine børnebørn: "spis først desserten, for man ved aldrig, hvornår man går hen og bliver mæt". "Som sagt så gjort". Vi startede med de søde fristelser hos Mette Blomsterberg i haven. 


Edgar Degas (1843-1917)

Efter at ha' samlet "kræfter" var vi klar til at gå på "tour" rundt på Glyptotekets lange gange og smalle korridorer. Jeg var især interesseret i at se udstillingen med Degas' samlede skulpturer i bronze. Udstillingen er netop blevet forlænget frem til den 5 maj 2011. Den franske kunster arbejdede på at formgive bevægelse i sine værker i en realistisk/impressionistisk stilart. 

Han nåede kun selv at fremvise en skulptur til offentligheden, nemlig hans mest berømte "Balletdanserinde, fjorten år". Skulpturen virkede stærkt provokerende og forargede for dens realistiske og non-romantiske udtryk. Værket er netop blevet solgt på auktion til knap 13,3 mio pund. Skulpturen findes i flere eksemplarer, fordelt på museer og hos private kunstsamlere verden over.

Jeg synes at det var en flot udstilling, også afdelingen for europæisk oldtidskunst fandt jeg ret så fascinerende. Hvis man ikke er så meget til kunst i "hård" form, er stedet efter min mening, et besøg værd i sig selv, alene på grund af stemningen i Palmehaven og Mette Blomsterbergs kunst til ganen. 

Degas' "Balletdanserinde, fjorten år" 

Udsmykning af væg i Assyrerkongens palads, indviet 879 f.kr. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar