tirsdag den 6. oktober 2015

En lymies bekendelser - VOL I

























Min sygdom definerer hverken mig eller hvem jeg er - den definerer heller ikke min dag i dag eller min fremtid i morgen. 


Du vil nok blive overrasket over, hvad min dagligdag byder på - både på skyggesiden og på de dage hvor "lyset falder helt rigtigt"! For en ting min sygdom har lært mig, så er det at være 'in sync' med mig selv og leve hver dag 'to the fullest'. Ville jeg være 'den' foruden - oh yes!... det er et større og mere brændende ønske, end jeg havde forestillet jeg kunne besidde!
 
Min sygdom er en angstprovokerende og vanvittig udfordring! Men den har åbnet mine øjne mere end den har begrænset mig - og det siger ikke så lidt! Det der har været dens mest barske konsekvens, har også været dens største gave. Den er mit livs russiske roulette, med dens barske realiteter presset op i tindingen, der kan gå af 24-7! Hvilken angst og pres det er at leve med, kan kun en ligemand vurdere! Samtidig får den et indre skrig af liv til at fylde sig i mig, der kræver: "Lev, Lev for helvede"!... Og det gør jeg så - det bedste jeg kan og nu har lært!... med glæde i sind, "røv..." bar og modet forrest! 

Jeg lever ikke som om "hver dag var den sidste" men som 'hver dag er den bedste' - Sådan tror jeg også, at den "bedste dag" 'for alt hvad jeg drømmer om', vil komme lettere til mig en dag! krydser alt hvad der foldes kan for at det en dag må ske.

Min sygdom har fået mig i 'øjenhøjde' med mig selv og hvad der er vigtigst! Den har krævet, at jeg følte og turde livet 100%, for også at jeg også kunne se den godt nok i øjnene, til at have en chance for at kunne bekæmpe den! Dette 'øjenkiggeri' har medført, at jeg ikke bare har kunne føle, men også følge de drømme som jeg bærer rundt på! De drømme der bor der hvor intet er for stort og ingen midler for små! 

Den frygt vi alle oftes bær' på er frygten for at fejle - men frygten der bor i en, der fejler noget er af en helt anden støbning. Den har fået al anden frygt i mig til at blegne - har efterladt mig med et stort mod på livet og en endnu større lyst til det! Jeg har fejret det ved at forsøge, at tænke mindre og "springe" mere - bare 'ud i det' uden at springe så meget "til siden" eller "over" som jeg havde det med at gøre tidligere. Når jeg virkelig springer af kæmpe glæde, så kan det også 'springe' mange grænser - af og til også dem min syge krop er afgrænset under.